Karrieren kører på skinner for den 31-årige model Daniela Nicolas.

I 2020 slog hun igennem som 'Miss Universe'-model og vandt også titlen som 'Miss Chile'.

Siden har hun fortsat arbejdet som model og er slået igennem i tv-branchen. Men nu er hun røget ind i en voldsom krise.

»Jeg har livmoderhalskræft. Det har været svært, kaotisk, stressende og smertefuldt. Men jeg er klar til at kæmpe,« fortæller hun i et opslag på Instagram.

Faktisk er det flere måneder siden, hun fik diagnosen, men hun ønskede at holde det skjult, fordi hun skulle bruge tid til at acceptere situationen.

Det var dog ikke alene hendes egen beslutning at dele det med omverden.

I et interview med mediet Biobio Chile fortæller hun, at en journalist pressede hende til at offentliggøre det.

»Jeg blev kontaktet af en journalist, som havde fået at vide, at jeg var syg. Jeg besluttede med det samme, at jeg måtte tale ud, før nogen andre gjorde det,« siger hun og tilføjer:

»Jeg ville have, at min familie og mine venner skulle høre det fra mig – ikke fra en tilfældig avis.«

Opslaget har modtaget masser af støtte fra hendes mere end 600.000 følgere, og i et efterfølgende opslag har hun været ude at takke dem.