Shu-bi-dua må det næste stykke tid spille med en ny guitarist.

Fredag aften havde bandet netop gennemført en koncert i Herning med efterfølgende autografskrivning, da guitarist Joe Johansen pludselig måtte hentes med ambulance.

»Alting har en ende...,« skriver Joe Johansen i et opslag på Facebook og fortsætter:

»Jeg faldt uheldigt efter koncerten og autografskrivningen i går aftes og brækkede mit håndled hele to steder. Jeg blev hentet af en ambulance i Herning Kongrescenter og har brugt aftenen og natten på Herning Sygehus med at blive lappet sammen af de dygtige læger.«

Jørgen Thorup og Joe Johansen har spillet sammen i mange år. Her ses de tilbage i 2006 til det Danske Melodi Grand Prix.
Jørgen Thorup og Joe Johansen har spillet sammen i mange år. Her ses de tilbage i 2006 til det Danske Melodi Grand Prix. Foto: Kristian Juul Pedersen/Ritzau Scanpix
Vis mere

Joe Johansen har fået armen i gips og tilføjer, at han nu er ude de næste par måneder.

»Det havde været en fantastisk koncert med 1500 mennesker, så vi havde dårligt nok fået hænderne ned, da da han faldt. Så det var lidt en brat opvågning,« lyder det fra Jørgen Thorup, da B.T. lørdag aften har bandets forsanger i telefonen.

»Han (Joe, red.) har det okay i dag, men det er klart, det er ikke sjovt at være ude af spillet i seks-otte uger. Det ser ud til at han nok skal komme ovenpå igen, men det tager jo noget tid.«

Jørgen Thorup fortæller videre, at det, som Joe Johansen netop skriver, skete efter aftenens autografskrivning, hvor rengøringspersonalet var begyndt at vaske halvgulvet, der blev så glat, at deres guitarist faldt.

Shu-bi-dua 2.0: Joe Johansen, Kim Daugaard, Jørgen Thorup, Michael Hardinger, Kasper Daugaard (Er i år skiftet ud med Rasmus Schwenger) og Flemming Olsen.
Shu-bi-dua 2.0: Joe Johansen, Kim Daugaard, Jørgen Thorup, Michael Hardinger, Kasper Daugaard (Er i år skiftet ud med Rasmus Schwenger) og Flemming Olsen. Foto: Pressefoto
Vis mere

Uheldet medførte, at Shubidua lørdag aften har måttet aflyse en koncert i Ringsted, men da de allerede har fået overtalt det tidligere Shubidua-medlem Søren Jacobsen til at vikariere for Joe Johansen de næste par måneder, er de klar til at fortsætte deres turné næste weekend.

»Vi har 40 koncerter i år, så vi er først lige gået i gang,« forklarer Jørgen Thorup og fortsætter:

»Vi fortsætter i Ringsted, Holbæk og Næstved, og så har vi en sommerturné fra slutningen af maj. Joe bliver nok først klar engang i juni, så Søren er med hele vejen indtil da.«

Shu-bi-dua, der reelt spiller under navnet Shu-bi-dua 2.0, består af de tidligere Shu-bi-dua-medlemmer Michael Hardinger, Kim Daugaard og Jørgen Thorup samt trommeslager Flemming Olsen og Michael Hardingers gamle samarbejdspartner Rasmus Schwenger.

Tilbagevendte Søren Jacobsen var oprindeligt aktiv i gruppen i slutningen af 1980'erne og medvirkede blandt andet på Shu-bi-dua-albummet 'Shu-bi-dua 12' fra 1987.