Den norske sanger og rapper Dutty Dior blev bare 27 år gammel.

Da den tragiske melding om hans død kom søndag, blev der ikke meldt en dødsårsag ud.

Nu kan Dagbladet fortælle nye detaljer i sagen.

Den 27-årige rapper med det borgerlige navn Kristoffer Castin Åman blev fundet død i et musikstudie.

Det bekræfter norsk politis Knut Einar Nandrup, der er fungerende leder af afsnittet for mistænkelige dødsfald, til mediet.

»I dialog med de efterladte kan politiet bekræfte, at Kristoffer Castin Åman blev fundet død i et musikstudie.«

»Vi viderebringer samtidig et ønske fra de efterladte om at give familien den nødvendige ro i det, som for familien opleves som en svær og krævende tid,« siger han.

Politiet kunne allerede mandag fortælle Dagbladet, at der på nuværende tidspunkt ikke er mistanke om, at dødsfaldet skyldes en kriminel handling.

Kunstnerens mor, Gudny Åman, gik mandag i rette med de, der har spekuleret i dødsfaldet på de sociale medier.

»Folk, som ikke har noget godt at sige om andre, bør måske reflektere over, hvorfor de føler behov for at tale negativt om andre,« sagde hun blandt andet til Dagbladet.

Dutty Diors sang 'Hallo' blev i 2019 et kæmpehit og vandt prisen P3 Guld i Norge.

Den har over 33 millioner afspilninger på Spotify.