En 18-årig kvinde er blevet kørt på hospitalet, efter at en billist kørte op i hendes bil, imens hun holdt stille.

Uheldet fandt sted på Forum Hovedvej mellem Ny Lifstrupvej og Gl. Listrupvej, oplyser politiet på det sociale medie X.

I forbindelse med uheldet var vejen spærret i begge retninger, men det er nu muligt at passere uheldsstedet, oplyser politiet.

Til B.T. oplyser vagtchef Erik Lindholdt, at der er tale om en personbil, der kørte op i en standset bil.

Personen i den påkørte bil - en 18-årig kvinde - blev først meldt som værende kommet alvorligt til skade, oplyser vagtchefen.

» På et tidspunkt fik vi en melding om at hun var alvorligt tilskadekommet. Hendes pårørende er på stedet og blev orienteret,« siger han. Efter kvinden er blevet undersøgt, er meldingen dog ikke lige så bekymrende, siger han.

»Nu har vi fået en læge derud, der vurderer, at det ikke er så alvorligt alligevel. Nu bliver hun indbragt og bliver tjekket igennem - men det er altså ikke så alvorligt,« lyder det fra Erik Lindholdt.