En mand er blevet anholdt i forbindelse med den igangværende situation i Billund Lufthavn, som er blevet evakueret som følge af en bombetrussel.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

»I forbindelse med anmeldelsen om en bombetrussel i Billund Lufthavn har Sydøstjyllands Politi anholdt en mand. Der er på nuværende tidspunkt ingen oplysninger om, at der skulle være andre, der står bag bombetruslen,« lyder det.

Klokken var omkring 10.30, da Billund Lufthavn modtog bombetruslen.

Siden gik man hastigt i gang med at evakuere lufthavnen. Både for rejsende og for ansatte.

I pressemeddelelsen oplyser Sydøstjyllands Politi, at evakueringen er »fuldført«.

»Vi anmoder alle om ikke at køre mod lufthavnen og om at følge politiets anvisninger på stedet,« udtaler politiinspektør Michael Weiss fra Sydøstjyllands Politi og fortsætter: 

»Evakueringen er foregået roligt og som forventet, hvor de rejsende har fulgt vores anvisninger.«

Politiet vil nu med hjælp fra efterforskere, bombehunde og Forsvarets ammunitionsryddere undersøge den konkrete anmeldelse i Lufthavnen.

Det kan endnu ikke bekræftes, om der er tale om en bombe på stedet, lyder det.

Politiet får assistance af beredskabet, der assisterer med flere droner i luften, og med flere stationer, lyder det på det sociale medie X.

Som følge af situationen og evakueringen er der i øjeblikket ingen flyaktivitet i Billund Lufthavn.

Der er ingen tidshorisont for, hvornår lufthavnen kan åbne igen.

Tidligere lørdag kom det frem, at Sydøstjyllands Politi også var til stede ved en hændelse på Nordmarksvej ved forlystelsesparken Legoland i Billund, hvor der natten til lørdag omkring klokken 4 blev sprængt en hæveautomat. 

»Politiet undersøger nu, hvorvidt de to hændelser måtte have en sammenhæng,« oplyser Sydøstjyllands Politi.

B.T. følger udviklingen i sagen.