Rema 1000 i Gørlev på Nordvestsjælland var torsdag eftermiddag ramme om et drama, da en 51-årig mand overfaldt og slog butikslederen i ansigtet. Det skriver TV2 ØST.

Den 51-årige havde i forvejen forbud mod at vise sig i butikken, så da han alligevel dukkede op, blev han bedt om at forlade butikken.

Det tog den 51-årige ikke godt imod.

Klokken 14.48 fik politiet en melding om, at der var slagsmål i Rema 1000 i Gørlev.

Politiet kunne på stedet anholde den 51-årige mand, som var blevet tilbageholdt af to kunder og butikspersonalet.

Butiksleder Thomas Nielsen måtte på skadestuen efter at være blevet ramt af et slag i ansigtet fra den 51-årige. Han siger til TV2 ØST, at det var et held, at det var ham, der stod i butikken.

»Det var godt, at det var mig, der var der. Den situation skal mine medarbejdere aldrig nogensinde stå i,« siger han.

Den 51-årige er kendt af politiet i forvejen for netop voldelig og truende adfærd over flere omgange.

Han er nu blevet sigtet for vold, hvor politiet forklarer, at sagen kan løftes med blandt andet videoovervågning og dokumentation af de skader, som butiksleder Thomas Nielsen pådrog sig ved overfaldet.