Lars Rasmussen, der en af håndboldtrænerne i det prisvindende program 'Langt fra landsholdet', drømmer om en sæson to.

Og skulle Discovery-succesen fortsætte, ja så har den tidligere landsholdsspiller ikke lagt skjul på, at han drømmer om at få Mads Mikkelsen med.

Det går dog ikke helt som ønsket.

»Jeg er ikke lykkedes med at få ham med. Der er ikke officielt nogen sæson to på vej, men jeg jagter det og krydser fingre. Men når vi kommer dertil, hvor det bliver alvor, som jeg jo tror på, så vil jeg sige, at Mads skal gemme sig rigtig, rigtig godt. Og jeg ved jo også, hvor han bor.«

Lars Rasmussen drømmer om at få den verdenskendte skuespiller med i tv-programmet.
Lars Rasmussen drømmer om at få den verdenskendte skuespiller med i tv-programmet. Foto: Lykke Buhl
Vis mere

»Så går 'what the fuck is going on'-jagten ind, og så er det bare meget lettere at sige ja, ik'? Den eneste undskyldning er, hvis han filmer på det tidspunkt, vi måske en dag skal filme, så kan jeg acceptere det, men jeg er ikke i mål endnu med ham,« siger Lars Rasmussen, da B.T. møder ham til gallapremieren på Nicklas Bendtners nye dokumentar i Dagmar Teateret.

I første sæson var det et rent herrehold bestående af blandt andre Umut Sakarya, Kasper Fisker, Bubber og Micki Cheng.

Lars Rasmussen, der var med til at vinde EM-guld i 2008, har tidligere fortalt, at en eventuel sæson to ikke nødvendigvis behøver at have samme konstellation.

I første omgang skal der dog lige gives grønt lys til endnu en sæson.

»Tv-verdenen er jo mærkelig, og det vigtigste er, at jeg har en god dialog med Discovery og Respirator, som har produceret det,« siger han og fortsætter:

»Og så vandt vi jo en pris som det bedste karakterdrevne tv-program (til Reality Awards, red.), som jo betyder, at vi åbenbart har givet noget til mange mennesker. Det er jo klart, at det er noget, jeg er blevet sindssyg stolt over, og derfor skal vi også bare have den sæson to i gang.«