Det, der skulle have været en fodboldfest, endte i stedet dybt tragisk.

Inden lørdagens kamp mellem RB Leipzig og Borussia Mönchengladbach måtte en tilskuer genoplives, og det fik hjemmeholdets fans til at stoppe al sang på tribunen, skrev holdet på X 20 minutter inde i kampen.

Desværre fik fansene ikke noget at fejre – udover sejren, for i pausen fortalte stadionspeakeren, at tilskueren var afgået ved døden, skriver Bild.

Publikum hyldede den afdøde Leipzig-fan mod slutningen af kampen, hvor de tændte for lygten på deres mobiler.

»Vi er Leipzig, Rasenballsport Leipzig. Rød og hvid er vores farver. Vi går aldrig ned,« sang de i kor.

I et interview efter kampen satte Leipzig-forsvareren Benjamin Henrichs ord på, hvordan han oplevede situationen.

»I første halvleg lagde jeg mærke til, at vores fans ikke skabte en god stemning. Spillerne på bænken informerede os så i pausen om, hvad der var sket,« lød det.

Også Leipzigs træner, Marco Rose, var dybt berørt.

»Det er aldrig nemt. Folk glæder sig til stadion og kampen. Så bemærker du, at der er noget galt. Du indser, at noget helt andet i livet er vigtigere. I fredags døde en Gladbach-fan, i dag en Leipzig-fan. Det er tragisk, jeg sender mine kondolencer til familierne,« sagde han blandt andet.

Der var heller ingen slagsange fra Borussia Mönchengladbach-tilhængerne undervejs i kampen, da en klubbens fans var afgået ved døden i en trafikulykke.

Leipzig vandt kampen med 2-0 på scoringer af Xavi Simons og Lois Openda.