De mødte hinanden som teenagere og var gift i 10 år, inden de gik fra hinanden i 2015.

Nu fortæller den tidligere fodboldstjerne Kaká nye detaljer om skilsmissen fra den fem år yngre Caroline Celico.

Det gør han i en podcast ifølge den spanske avis Sport.

»Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at undgå skilsmissen, for det er der, den kristnes konflikt opstår,« siger Kaká.

Kaká og Caroline Celico i 2010.
Kaká og Caroline Celico i 2010. Foto: Javier Soriano/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Kristne bliver ikke gift for at blive skilt,« fortsætter han.

Parret boede sammen i USA, hvor Kaká tørnede ud for Orlando City i MLS, da Caroline Celico pludselig meddelte ham, at hun ikke længere ønskede at være gift, og at hun ville flytte hjem til Brasilien.

Kaká fortæller nu, at han havde svært ved at komme sig over bruddet med Celico, som han en søn og en datter med.

»Jeg forblev single i et år, hvor jeg prøvede at fordøje situationen og håndtere den som kristen. Jeg talte med præster, fordi Biblen siger, at man ikke må skilles,« fortsætter den tidligere brasilianske landsholdsstjerne.

Kaká har siden fundet sammen med den brasilianske model Carolina Dias. De har to døtre sammen.

Caroline Celico giftede sig på ny i 2021.

Hun satte også ord på skilsmissen for nylig ifølge spanske AS.

»Kaká forrådte mig aldrig. Han behandlede mig altid meget godt. Han gav mig en vidunderlig familie, men jeg var ikke lykkelig, for der manglede noget.«

»Problemet var, at han var for perfekt til mig,« sagde hun.

Kaká blev kåret som verdens bedste fodboldspiller i 2007. Han stoppede karrieren i 2017.