Kurt 'Kurre' Hamrin, der var en af Sveriges største fodboldspillere nogensinde, er gået bort.

Det oplyser hans mangeårige arbejdsgiver Fiorentina på Instagram.

'Præsident Commisso, hans familie, ledelsen og alle i Fiorentina slutter sig til familiens og hele fodboldverdenens sorg over Kurt Hamrins bortgang,' skriver klubben og fortsætter:

'Hamrin var og vil altid være en sand legende for alle fodboldfans og i særdeleshed for Fiorentina-fans. Han har stadig rekorden for flest mål i en lilla trøje sammen med Batistuta, og med liljen på brystet vandt han Cup Winners' Cup en gang og Coppa Italia to gange, og han knyttede sit liv uløseligt til byen Firenze.'

Den klejne og ultrafarlige kantspiller havde sin storhedstid som spiller i Fiorentina i årene fra 1958 til 1967, hvor han nåede at score hele 203 mål.

Da han en håndfuld år senere indstillede karrieren hjemme i svensk fodbold, flyttede han og familien tilbage til Firenze, hvor han har boet frem til sin død.

I Sverige er Hamrin anset for at være en afgørende faktor for, at holdet i 1958 nåede frem til VM-finalen mod Brasilien, da han scorede fire mål undervejs i turneringen.

Hamrin lavede blandt et ikonisk mål i semifinalen mod Vesttyskland i Göteborg, da han driblede forbi sine oppassere og sparkede bolden i mål fra en snæver vinkel og reelt sendte Sverige i VM-finalen.

Hjemme på Råsunda i Stockholm kunne Hamrin og holdkammeraterne intet stille op mod Pelés Brasilien, der vandt finalen 5-2.

Med Kurt Hamrins bortgang er alle de 22 spillere, der spillede i VM-finalen mellem Sverige og Brasilien i 1958, døde.

Foruden Fiorentina og det svenske landshold repræsenterede Hamrin også AIK, Juventus, Padova, AC Milan, Napoli og IFK Stockholm i sin 20 år lange karriere på topplan.

Kurt Hamrik blev 89 år.