I pokalsemifinalen mellem AGF og FC Nordsjælland trak det manglende stadionlys overskrifter, da kampen blev udskudt halvanden time.

Men det var langt fra det eneste problem i Aarhus torsdag aften.

Østjyllands Politi oplyser fredag til B.T., at tre Nordsjælland-tilhængere blev anholdt efter kampen.

En 17-årig mand fra Farum forsøgte på Stadion Allé at indlede et slagsmål med en gruppe forbipasserende fans af hjemmeholdet, hvilket fik politiet til at gribe ind.

»Den 17-årige udviste en aggressiv og konfronterende adfærd og kaldte i den forbindelse betjentene for diverse skældsord, hvorefter han blev anholdt. Den 17-årige erkendte, og hans mor blev kontaktet og orienteret om episoden,« lyder det fra Østjyllands Politi.

En anden 17-årig mand – denne gang fra Allerød – deltog i urolighederne. 

Han blev ligeledes anholdt og lagt i håndjern, sigtet for ordensbekendtgørelsen, fornærmelig tiltale af politiet og maskering, som han blev fundet i besiddelse af. Han erkendte alle forhold og hans far blev kontaktet.

De sociale myndigheder blev også underrettet i begge tilfælde.

Der var ikke meget at juble af for Nordsjællands fans. Det var der til gengæld for hjemmeholdets tilhængere, der kunne fejre en plads i pokalfinalen.
Der var ikke meget at juble af for Nordsjællands fans. Det var der til gengæld for hjemmeholdets tilhængere, der kunne fejre en plads i pokalfinalen. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

»I forbindelse med anholdelsen af uromagerne forsøgte en gruppe af personer, som de 17-årige var en del af, at blande sig i politiets arbejde, hvorfor det blev nødvendigt at trække stave og tilkalde flere betjente og hundepatruljer for at få ro på situationen.«

En kvinde blev bidt af en politihund, da hun forsøgte at komme igennem politiets afspærring ved de anholdte personer. Kvinden blev efterfølgende genkendt og kan ifølge Østjyllands Politi se frem til at blive sigtet for ikke at efterkomme politiets anvisninger.

En 23-årig mand fra Birkerød blev den tredje anholdte, da han heller ikke fulgte politiets anvisninger og ligeledes forsøgte at gå gennem hundepatruljernes afspærringer, hvor han blev bidt af en politihund.

De tre anholdte blev løsladt senere på aftenen og fulgtes sammen i toget hjem mod Sjælland.

Kampen endte 1-0 til AGF, som dermed er klar til pokalfinalen med en samlet 4-2-sejr over Nordsjælland.