Da Nicklas Bendtner lagde støvlerne på hylden, overvejede han, hvad næste skridt skulle være.

Han tog en træneruddannelse og overvejede en fremtid som fodboldtræner, men hvis den tidligere danske landsholdsspiller vil gå den vej, er der en meget væsentlig ting, Bendtner skal ændre.

Det fortæller Flemming Østergaard – bedre kendt som Don Ø, da B.T. møder den tidligere formand for bestyrelsen i Parken Sport & Entertainment til gallapremieren på Bendtners nye dokumentar.

»Han har jo spøget lidt med, at han vil være træner, og der er ikke tvivl om, at han har evnerne til at kunne. Han har også taget de første kurser til at kunne træne et hold. Og ifølge min gode ven Ståle Solbakken, så skulle han også være klædt på til det.«

Dokumentaren om Nicklas Bendtner udkommer 12. februar.
Dokumentaren om Nicklas Bendtner udkommer 12. februar. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Men det kræver i allerhøjeste grad, at han ændrer sit privatliv. Som cheftræner, der er et 24 timers job, kan du ikke – hvis du skal have respekt fra fodboldspillere og bede dem leve seriøst – så hjælper det ikke noget, at cheftræneren fiser rundt og leger Dario.«

Don Ø fortæller, at han har kendt den tidligere FCK-spiller i mange år, men at det ikke er meget, de har set til hinanden.

»Han har jo levet meget i udlandet, så det har været begrænset. Det er først i de senere år, han er kommet hjem. Der har han jo haft et fortumlet liv og laver en masse reality og alt sådan noget cirkus, det interesserer mig ikke en bøjet femøre,« siger Flemming Østergaard.

Han tilføjer, at han trods alt glæder sig over den nye dokumentar, der har premiere på TV3 og Viaplay 12. februar.