Et totalt energiforladt Manchester United-hold med Rasmus Højlund i startelleveren skulle forsøge at følge op på den vilde Liverpool-sejr før landskamppausen, men alle andre end Mason Mount fejlede fuldstændig i 1-1-kampen mod Thomas Franks Brentford.

Hvis du som United-fan faldt tidligt i søvn denne lørdag, så forstår jeg dig godt, for det var bestemt ikke en kamp, der var værd at skrive hjem om – med undtagelse af den dramatiske afslutning. Det eneste positive set med United-briller er da, at hjemmeholdet kun formåede at score på én af deres utallige chancer.

Læs B.T.s dom over Rasmus Højlunds præstation her.

Det er meget sigende for Rasmus Højlunds præstation, at Mathias 'Zanka' var tættere på at score i dag end sin landsmand i United-angrebet.

Godt nok fik danskeren heller ikke mange bolde at arbejde med, men dem, han fik, håndterede han ikke særlig godt, og han smed den ene bold væk efter den anden.

Det var ellers blevet til mål i seks Premier League-kampe i streg for Højlund, men den stime blev altså ødelagt i lørdagens kamp.

Efter 54 minutter havde landsholdsangriberen et fint forsøg, men den hollandske Brentford-keeper Mark Flekken diskede op med en flot redning og fik hånden på bolden.

Højlunds eneste forsøg på mål efter 54 minutters spil.
Højlunds eneste forsøg på mål efter 54 minutters spil. Foto: Justin Tallis/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det var tydeligt, at Christian Eriksen gjorde en forskel, da han kom på banen i landskampen mod Færøerne, men det var altså også et hold bestående af spillere fra Fredericia, AB og Hillerød.

Præstationen havde i hvert fald ikke overbevist United-manager Erik ten Hag om, at den danske midtbanespiller skulle have et eneste minut i opgøret mod Eriksens tidligere klub.

I stedet blev han nærmest lullet i søvn på bænken, hvor han kunne se den ene holdkammerat efter den anden gå ud med skader og opgivende attituder.

Måske vågnede han op et kort øjeblik, da hans tidligere holdkammerat Ivan Toney scorede for hjemmeholdet, men Eriksen kunne dog 'trygt' sove videre, da målet blev annulleret for offside. Det kunne han til gengæld ikke i de døende minutter, da Kristoffer Ajer satte bolden i kassen til 1-1 kort efter Uniteds tyveri af et føringsmål.

Det er svært at sige meget positivt om Christian Eriksen og Uniteds situation lige p.t.

Ten Hag ser slet ikke Christian Eriksens vej i øjeblikket.
Ten Hag ser slet ikke Christian Eriksens vej i øjeblikket. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

Irriteret. Frustreret. Opgivende.

Det er nok de ord, der bedst kan beskrive Højlunds aften i det vestlige London, hvor intet fungerede for De Røde Djævle.

Vi ved allesammen, hvad han kan, men det fik han på ingen måder vist mod Brentford, og det gjorde ham tydeligt frustreret.

Det kom i den grad til udtryk efter en halv times spil, hvor han modtog endnu en dårlig aflevering og ikke kunne skjule sin utilfredshed. En helt igennem forfærdelig dag på kontoret for Højlund.

United-fans, luk øjnene. Det var en jammerlig præstation mod ligaens nummer 15, men modstanderne bliver kun værre i næste uge.

Her venter nemlig to ekstremt vigtige Premier League-kampe i jagten på den Europa League-givende femteplads mod henholdsvis Chelsea 4. april og Liverpool 7. april.

Men åben bare øjnene igen, for United har jo for nylig vist deres klasse mod Liverpool, som de sendte ud af FA Cuppen efter en vanvittig hæsblæsende kamp.

Kan de finde det niveau frem igen, ja så er der ikke andet at for end at sætte sig til rette i sofaen torsdag aften og søndag eftermiddag. Og lad os da håbe, at Eriksen formår at overbevise Ten Hag om en startplads inden da, for ingen spillede sig op i dag – udover Mount, der scorede efter 16 minutter på banen.