I 00erne kunne du dårligt tænde tv'et uden at se ham.

Men selvom Carsten Olsen, den skaldede kok, ikke længere gør sig som tv-kok, er det fortsat i køkkenet, han slår sine folder.

Og fremover bliver det på Rold gl. Kro. Det fortæller de på Facebook.

»Den 1. maj starter den skaldede kok hos Rold Gl. Kro. Han har masser af gode ideer i støbeskeen til lækkerier og oplevelser som for eksempel søndagsbrunch og kurser i madlavning, du kan se frem til at hygge dig med i de dejlige lokaler,« skriver de.

Han kommer fra en stilling på Restaurant Den Skaldede Kok – Sæby Søbad, som med hans afgang har valgt at lukke.

Carsten Olsen har rejst sig, efter han i en periode i midten af 2010erne var ved at dø af druk. Ifølge ham selv havde han et ugentligt forbrug på 21 liter vin og 15-18 flasker vodka.

Men 12. januar 2017 var det slut.

»Jeg har forliget mig med dæmonerne og får det bedste ud af hverdagen. Det er fandeme dejligt. Jeg elsker min kone. Hun gør alt for, at jeg har det godt. Hun passer på mig. Derfor passer jeg også på den anden vej. For jeg skylder big time og betaler tilbage med glæde. Jeg skal ikke ødelægge noget,« fortalte han i 2020 i et interview til B.T.

Vil du have den skaldede koks allerbedste tips og tricks i køkkenet? Så får du dem lige HER, hvor du blandt andet kan læse om hans bedste scoreret og mest geniale køkkenmaskine.