19 dage nåede Rie Jensen at bo i Smedeparken i Sorø, før det første foruroligende brev tikkede ind i postkassen.

»Jeg tænkte, det er løgn det her. Jeg nåede lige at være glad i knap en måned. Og nu skal jeg flytte uden at vide, hvornår jeg præcis kan komme tilbage,« fortæller hun.

I brevet blev hun varslet om en undersøgelse af asbest, og for 14 dage siden fik 91 lejligheder besked om, at de nu kunne se ind i at blive genhuset.

»Jeg er dybt rystet over det. Det er fuldkommen vanvittigt med den korte varsel.«

Derudover vidste Rie intet om de igangværende asbest-undersøgelser, da hun blev tilbudt lejligheden tilbage i januar. 

Fredag er det blevet store flyttedag, hvor Rie bliver genhuset på et hotel i Slagelse. Hun har fået lov til at medbringe én kuffert, der skal rumme hendes ejendele. Foreløbig er meldingen, at hun skal bo på hotelværelset de næste par måneder, mens hendes indbo bliver renset. 

»Derfra skal det undersøges, om vi kan komme i andre lejligheder, før vi måske om et par år, kan flytte hjem igen til Smedeparken.« 

Det er Sorø Kommune, der har påbudt Sorø Boligselskab -DAB- at genhuse beboerne efter høje målinger af asbest.

Beslutningen sker efter anbefaling fra Styrelsen for Patientsikkerhed, der vurderer, at asbesten udgør en »nærliggende sundhedsfare for beboerne.«

Sådan så det ud torsdag, da Sorø Kommune har begrænset medarbejdernes besøg i Smedeparken. 
Sådan så det ud torsdag, da Sorø Kommune har begrænset medarbejdernes besøg i Smedeparken. 
Vis mere

Styrelsen for Patientsikkerhed har tidligere rådgivet kommunen i sagen på baggrund af målinger udtaget 8.januar, hvor der var gjort fund af asbest ved udendørsarealer nær bebyggelsen og i jordprøver, fremgår det af en supplerende udtalelse. 

Derfor står Rie også uforstående tilbage i forhold til, hvorfor hun ikke blev gjort bekendt med undersøgelserne, før hun skrev under på en lejekontrakt i januar med indflytning i marts. 

»Det var bestemt ikke, hvad jeg havde regnet med, ville ske, da jeg blev tilbudt lejligheden. Jeg vidste intet om det. Jeg føler mig ført bag lyset, og at de har taget røven på mig.«

Rie anerkender, at der skal gøres noget ved problemet, og at det nu betyder en genhusning. Men hun er frustreret over den korte varsel, og at boligselskabet ikke har reageret hurtigt nok i sagen. 

Allerede i midt april valgte Sorø Kommune at begrænse medarbejdernes besøg i bebyggelsen. 

'Kun absolut nødvendige besøg gennemføres indtil videre og alle kommunale medarbejdere vil bære særlige værnemidler ved besøg,' lød det i en pressemeddelelse fra kommunen.

Ifølge Rie har det betydet, at skraldet har hobet sig op, ligesom det heller ikke har været muligt at få post.

»Det har ikke været så betryggende, når man selv er her 24 timer i døgnet.«

B.T. har været i kontakt med DAB, der fuldt ud anerkender beboernes frustration og understreger, at det ikke er optimalt at genhuse beboerne på hotelværelser. 

»Men med blot 14 dages varsel har det ikke været muligt at finde flere møblerede, egentlige genhusningsboliger. Genhusningsboligen skal være møbleret, da vi ikke kan flytte indbo, før det er rengjort. Så det er en ganske ekstraordinær situation at løse på så kort tid,« lyder det i et skriftligt svar.

»Vi arbejder på højtryk for at få alle beboerne genhuset videre over i en bolig, hvor de kan opholde sig resten af genhusnings-perioden. Blandt andet arbejder vi på at få opført en pavillon-by, som skal supplere de øvrige genhusningsboliger, det er lykkedes os at finde.«

Samtidig understreger DAB, at det ikke har været muligt at varsle beboerne før om genhusning, da påbuddet først kom for 14 dage siden. 

Hvad angår Rie Jensens historie, og at hun intet anede om asbest-undersøgelser, da hun skrev under på en lejekontrakt, lyder svaret: 

»På det tidspunkt, beboeren flyttede ind, havde vi endnu ikke taget prøver inde i boligerne. Beboeren har fået tilbud og har underskrevet huslejekontrakten sideløbende med, vi fik kendskab til, at der var asbest udendørs i afdelingen.«

Det er DAB's forventing, at det vil tage cirka et års tid, før beboerne kan vende hjem til Smedeparken igen.