Da kong Frederik og dronning Mary torsdag indledte sommerens togter med ombordstigning på kongeskibet Dannebrog, gav de samtidig deres første interview som regentpar.

Her talte de med TV 2 om Rigsfællesskabet, indsættelsen den 14. januar og drømme for fremtiden, og kongehuskommentator på Berlingske, Jakob Steen Olsen, bed mærke i særligt to ting.

»Det er interessant at se, de betoner, at de er et par. De sad under interviewet side om side, kongen sagde bevidst flere gange 'vi', og det er fuldstændig i overensstemmelse med det der står i bogen 'Kongeord', hvor de ser sig selv som et moderne, ligestillet par.«

Han fortsætter:

Kong Frederik ved Fredensborg Slot torsdag 2. maj.
Kong Frederik ved Fredensborg Slot torsdag 2. maj. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Selvom vi jo godt ved, at kong Frederik i princippet går et skridt foran dronning Mary, så er de arbejdsmæssigt et hold, der arbejder side om side, og det var meget tydeligt, at det var vigtigt for dem at vise i denne sammenhæng.«

Jakob Steen Olsen hæfter sig derudover ved måden, kongeparret har valgt at styre deres kommunikation på.

Siden indsættelsen den 14. januar har pressen ikke haft mulighed for at stille spørgsmål til kongeparret, der i stedet har holdt sig til at udsende bogen 'Kongeord'.

»Dramaturgisk er der jo en fortælling i, at de først taler nu,« forklarer Jakob Steen Olsen og uddyber:

»Først havde vi den bevægede periode fra dronning Margrethe sagde farvel. Så kiggede man frem imod det nye kongepar, og så trak de sig helt væk fra offentligheden. Måske både for at sige: 'Nu skal vi ikke overdosere efter så voldsomt et fokus' – men måske også for at komme godt fra start uden nogle ubehagelige spørgsmål eller dagsordener.«

Jakob Steen Olsen mener samtidig, at begyndelsen på den traditionelle sommersejlads, hvor de skal ud og præsentere sig, er en god affyringsrampe for kongeparret at stå frem.

»Vel og mærket stadigvæk i kontrollerede rammer. Man kan godt regne med, at hoffet har sikret sig, hvad TV 2 ville spørge om, og det synes jeg egentlig er fint nok her.«

Han fortsætter:

Kongeparret torsdag den 2. maj.
Kongeparret torsdag den 2. maj. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Kritiske spørgsmål kan man forhåbentlig få lov til at stille i en anden sammenhæng. Det her var først og fremmest en festdag, hvor de stod frem igen og viste, at nu starter de for alvor, efter al den hurlumhej der var i januar.«

Jakob Steen Olsen påpeger, at det vigtigste i denne sammenhæng er, at kongeparret generelt udviste en glæde ved situationen og til at skulle i gang med arbejdet.

»Kong Frederik lignede en, der er glad for at være blevet konge. Han har jo selv tidligere givet udtryk for, at det var noget, han ikke havde lyst til, så det er da positivt at se. Så skal det nok gå, tænker man.«

Han tilføjer:

»I interviewet kommer han ind på, hvordan han oplevede at blive udnævnt som konge. Det kan godt være, at det er med med et andet ordforråd og mere nede på jorden, end hans mor ville udtrykke det, men derfor kan kan sagtens føle tingene lige så dybt som hende. Det er bare sådan, han er.«

Kan du ikke få nok af kongehuset? Så lyt til B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen', hvor vi det seneste afsnit kommer ind på overraskende detaljer om prinsesse Benediktes liv.