»Det var et rigtig interview til alle royalisterne.«

Umiddelbart synes kommunikationsekspert Anna Thygesen, at kongeparret slap fint afsted med deres første interview som regentpar. Hun undrer sig dog over, at kong Frederik flere gange brugt ét bestemt ord.

Torsdag indledte kong Frederik og dronning Mary deres sommerprogram med ombordstigning på kongeskibet Dannebrog og et interview med TV 2, hvor de talte om Rigsfællesskabet, indsættelsen 14. januar og deres drømme for fremtiden.

Da B.T. fredag taler med kommunikationsekspert Anna Thygesen, direktør i Wedo Communication, er hendes førstehåndstryk af interviewet positivt.

»For det første er det et relativt langt interview (Cirka 16 minutter, red), og de når omkring flere emner, hvor de får lagt en programerklæring fra deres side om, hvad de vil som moderne kongepar,« lyder det Anna Thygesen, der fortsætter:

»Så rent kommunikationsmæssigt tror jeg, de giver den store majoritet af danskere, der støtter op om kongehuset, det de gerne vil have. Måske især dem der virkelig er fans, når Kongen viser en form for sårbarhed med den måde han formulerer sig på.«

Hun uddyber:

»Han er ved at komme efter det nu. Han har taget kongerollen på sig, og han gør det så godt, han kan. Jeg tror, mange vil sige, 'det er godt gået' og tænkt, at det også kunne have gået meget værre. Han vinder på, at det er et langt interview, at han siger relativt meget og er rimelig fri i det, han siger.«

Officiel modtagelse af kongeparret, Kong Frederik X og dronning Mary, på Kongekajen i Helsingør Havn, torsdag den 2. maj 2024
Officiel modtagelse af kongeparret, Kong Frederik X og dronning Mary, på Kongekajen i Helsingør Havn, torsdag den 2. maj 2024 Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

I interviewet med TV 2 starter kong Frederik med at fortælle om et barndomsminde på Dannebrog, hvor han og resten af familien tæt fulgte besætningens arbejde.

Det synes Anna Thygesen virker stærkt og giver en autentisk fornemmelse af, at det er noget, der ligger ham nært.

»Jeg synes faktisk, at Kongen starter interviewet bedre end Dronningen. Hun starter lidt ligegyldigt med at sige, at 'hun har mange minder' og så er det først, da Kongen får hende til at uddybe, at hun giver den gas med historien om, hvordan de engang sprang ud fra skibet for at bade.«

Hun fortsætter:

»De har jo sikkert fået spørgsmålene på forhånd, så der undrer det mig, at det ikke kommer hurtigere fra hende«

Anna Thygesen synes, at kongeparret virker lidt nervøse i interviewsituationen. 

Også dronning Mary, der i Anna Thygesens øjne normalt virker mere kontrolleret, når hun en gang imellem giver korte udtalelser.

»Men nervøsitet er godt. Det virker mere sympatisk end at være i total kontrol. Så forstår folk også, at man tager det alvorligt.«

Kongeparret, Kong Frederik X og dronning Mary bydes velkommen til Fredensborg.
Kongeparret, Kong Frederik X og dronning Mary bydes velkommen til Fredensborg. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

En ting Anna Thygesen undrer sig over, er hvordan kong Frederik flere gange i løbet af interviewet bruger ordet 'trygt'.

»Det er lidt sjovt, for det er en voksen mand på over 50, men det har han åbenbart behov for at sige.«

Hun fortsætter:

»For royalisterne er det jo en forsikring om, at han befinder sig godt i sin nye rolle, men kritikere vil nok tænke, 'hvor hårdt er det lige at være konge? Hvor meget tryghed skal du have? Hvis man gerne vil tale til kritikerne, skal man nok ikke bruge ordet 'trygt'.«

Kong Frederik ved Fredensborg slot torsdag 2. maj 2024.
Kong Frederik ved Fredensborg slot torsdag 2. maj 2024. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Vis mere

Anna Thygesen synes også kongeparret bliver lidt vage i slutningen af interviewet, hvor de skal svare på hvad de vil i fremtiden.

»De siger jo faktisk, at de ikke har styr på det endnu. Ingen forventer, at de har lagt en plan for de næste 30 år, men det bliver lidt for usikkert.«

Hun uddyber:

»Dronning Mary nævner, at det er noget med natur, fællesskab og erhvervsliv. Det er der jo ikke noget nyt i. Jeg tænker, man skal forstå, at de vil gøre det på en anden måde, men det hører man ikke rigtig om. Der måtte det godt blive lidt mere konkret.«

Anna Thygesen tænker, at kongeparret i fremtiden skal have bedre styr på de relaterbare anekdoter, men at de grundlæggende fint fik vist, at de vil fremstå som et makkerpar.

»De kom godt fra land og skibet ud på søen. De har ikke helt styr på, hvor de skal hen, men det finder de ud af, og det har vi tillid til,« slutter hun.