Der blev skabt færre end ventet job i USA i april, og det er en god nyhed for både boligejere og dem, der er på jagt efter en bolig.

Sådan lyder det fra Sune Malthe-Thagaard, der er chefanalytiker i Totalkredit.

Således falder den danske 10-årige statsobligationsrente lige nu med 0,06 pct., og allerede inden jobtallene blev offentliggjort, var der udsigt til, at 5-procentlånet med 10 års afdragsfrihed kunne lukke for tilbud.

»Og med det rentefald vi ser nu, vil kurserne blive presse en anelse mere op. Det er mere sandsynligt at det bliver resultatet i dag. Vi er dermed tilbage på fast rente på 4 pct. over hele linjen på mandag, hvis det holder resten af dagen,« skriver chefanalytikeren i en kommentar. 

Læs også: Kongetallet lander langt under forventningerne

Udviklingen er godt for dem, der skal ud og købe bolig, da det dermed bliver billigere at finansiere, men rentefaldene smitter også af på lån med kortere rentebinding som eksempelvis F5, påpeger chefanalytikeren, som tilføjer:

»Det vil være en fordel, hvis disse renter kommer yderligere ned inden vi holder renteauktioner senere i maj på netop F3 og F5-lån. Der er dog en del usikkerhed i øjeblikket, og investorerne har lidt svært ved at finde deres ben, så meget kan ske endnu inden auktionerne om nogle uger,« tilføjer Sune Malthe-Thagaard.

Hør alt om Rema 1000s vilde uge med regnskab og stor milepæl i det seneste afsnit af podcasten Spar Kassen. Hør også på Spotify og Apple Podcast.