Vi er godt i gang med den amerikanske regnskabssæson for første kvartal 2024. I dag har næsten

400 af de 500 S&P500-selskaber leveret deres resultater. Med mange store navne, herunder seks

af de syv ‘Magnificent Seven’-aktier, der nu har leveret deres resultater, er det tid til at gøre status. 

Denne regnskabssæson er vigtigere, end den har været i lang tid. 

Vi har set, hvordan de amerikanske rentenedsættelser, der ellers skulle have støttet markedet, nu er blevet

udskudt af flere omgange. Det skyldes først og fremmest den 'stædige' amerikanske inflation. Efter det

seneste rentemøde hos den amerikanske centralbank i onsdags forventer markedet nu kun en,

måske to, rentenedsættelser i år. Det skal ses i lyset af de tidligere op til syv rentenedsættelser.

Det kommer på et tidspunkt, hvor de amerikanske aktiers værdiansættelse er godt strakte og ’dyre’

set i et historisk perspektiv. Når renteniveauet er højt, skal aktiers værdiansættelse alt andet lige

være lavere (i hvert fald i teorien). Omvendt kan markedet bedre leve med høje værdiansættelser,

når renten er lav. 

Den nuværende situation med høje renter og høje værdiansættelser skaber en vis usikkerhed på markedet.

Derfor har det været ekstra vigtigt for markedet at blive understøttet af selskabernes indtjening i denne

 regnskabssæson. Heldigvis har vi set mange solide regnskaber for første kvartal af 2024. For blot 3 uger 

siden var forventningerne, at S&P500-selskabernes samlede indtjening ville vokse med 3 pct. i kvartalet

sammenlignet med sidste år. I dag er der ifølge analysefirmaet Refinitiv udsigt til, at selskabernes

 indtjening vil stige med hele 7 pct. I denne regnskabssæson har flere selskaber også overrasket positivt.

 

Næsten fire femtedele (77 pct.) af selskaberne har overgået analytikernes konsensusestimater. Det er

normalt i den amerikanske ‘beat guidance-kultur’, at selskaberne overgår analytikernes estimater, men i 

denne sæson har vi set mere end de ‘typiske’ to tredjedele (66 pct.). Og vi ser denne bedre end forventede 

indtjening i alle 11 sektorer i indekset.

Disse positive selskabs specifikke resultater kan opveje noget af den markedssvaghed, der eller var begyndt 

at opstå som følge af den stigende makroøkonomiske modvind. Efter de sidste fem måneders uafbrudte 

stigninger siden bunden i oktober 2023 startede april med at se en tilbagetrækning. 

S&P500 faldt mere end 5 pct. og det fik investorer til at spekulere på, om en korrektion kunne være på vej. 

Men selskabernes solide regnskaber har dog dæmpet noget af denne bekymring.

Læs også: Sådan reagerer de amerikanske aktier efter vigtigt tal

Læs også: Godt nyt til boligejere og -købere: Renterne falder

Artiklen er oprindeligt udgivet af Euroinvestor.