Konkurrencen på markedet for elbiler er nu så voldsom, at Nissan er nødt til at sætte prisen på alle udgaver af Ariya-modellen ned. Det vurderer ekspert.

I hvert fald har Nissan nu besluttet sig for at gøre netop det.

For den billigste udgave af Nissan Ariya, Engage, er der tale om, at en midlertidig kampagnepris på lagerbiler fra februar og marts nu gøres permanent.

Der er tale om en prisnedsættelse på 30.000 kroner, som også udvides til at gælde alle andre udgaver af bilmodellen, skriver Nissan i en pressemeddelelse.

Den nye, permanente pris er 279.990 kroner.

De tre andre udgaver – Advance, Evolve og Evolve+, koster nu henholdsvis 319.900 kroner, 353.900 kroner og 516.738 kroner, oplyser Nissan.

»Den hårde konkurrence i elbiler i prissegmentet til cirka 350.000 kroner gør nu, at Nissan må gøre deres midlertidige tilbud, som udløb ultimo marts permanent,« konstaterer Ilyas Dogru, som er forbrugerøkonom hos FDM, over for B.T.

»Der er kamp om de danskere, som gerne vil købe elbil til over 300.000 kroner. Her er der efterhånden mange modeller at vælge imellem,« forklarer han.

Om Nissan Ariya bemærker han, at den billige version til 279.900 kroner har meget langsom opladning, og derfor spår han den ikke nævneværdig succes.

»Men de andre Nissan-modeller skiller sig især ud ved deres 22 kW onboard-charger, som betyder, at de på en langsomlader kan lade ret hurtigt, omkring dobbelt så hurtigt som konkurrenterne,« siger Ilyas Dogru.

»Til gengæld er den sløj på lynladning,« tilføjer han.

Nissan Ariya er indtil videre i år den 10. mest solgte elbil i Danmark, fortæller Ilyas Dogru desuden.

Har du lyttet til B.T.s nye podcast Spar Kassen?

Vi var til fest med Rema 1000, da de torsdag ramte en historisk milepæl. Vi tager lytterne med til fest, og så taler vi om Rema 1000s regnskab. Og til sidst får du naturligvis et godt sparetip!

Lyt i Spotify, Apple Podcast eller ved at klikke play herunder.