Kaos-spillet fortsætter med at levere!

Ugens afsnit af 'Forræder' fik måske ikke bølgerne til at gå lige så højt som sidst, men flere af TV 2s profiler skabte alligevel utrolig underholdende tv, og da det hele sluttede i tårer, trådte en ny hovedskurk herligt i karakter.

Jeg har været stor fan af Anton Hjejle som skurk i 'Forræder'.

Fra start af har programmet haft en sjovt skurk, der ikke har været bleg for at fryde sig over sine modstanderes uvidenhed og dejlig selvironisk påpeget sin fysiske lighed med den onde Harry Potter-karakter Voldemort.

Anton Hjejle i 'Forræder'.
Anton Hjejle i 'Forræder'. Foto: TV 2
Vis mere

Men alt med måde, og her var TV 2 i denne uge heldige med spillets udvikling.

Anton Hjejle var langsomt ved at blive en karikatur-skurk med sine udspilede øjne og gnækken i krogene, men heldigvis tog dramaet en ny drejning, da han altså pludselig – og tårefyldt – måtte sige farvel og give skurke-stafetten videre, efter han blev stemt ud ved det runde bord.

Og her bliver det spændende at følge Heino Hansens nye rolle som overskurk.

Som seer har man jo for længst fundet ud af, at 'Forræder' er bygget op om den samme formel med en indledende morgenmadsscene, en lidt ligegyldig jagt på sølvbarer og en afsluttende afstemning ved rundbordet.

Bjarne Henriksen i 'Forræder'.
Bjarne Henriksen i 'Forræder'. Foto: TV 2
Vis mere

På papiret kunne man hurtigt komme til at kede sig, men her vinder 'Forræder' på deltagernes vanvittige engagement og indlevelse, og jeg er især spændt på Heino Hansens ageren efter sin afsluttende bemærkning til Pernille Højmark om, at han nu har smidt to med-forrædere ud.

'Forræder' ER jo bare en fjollet gætteleg, men det fungerer, og det er fantastisk konstant at opleve den ene deltager efter den anden begå hybris.

I denne uge fortsatte skuespiller Bjarne Henriksen også på underholdende vis at buldre frem og forvirrede de andre med sin ligefremme attitude, ligesom det er imponerende, hvordan influenceren Melissa Bentsen åbenbart har en sjette sans, når det kommer til at gætte forrædere.

Jeg har for længst glemt, hvad de spiller om, men spillet er stadig en fest at følge fra sidelinjen, og med 11 deltagere tilbage er der stadig rig mulighed for at nye skurke træder frem i næste uge.